Selskaber

Stiftelse af selskab
Stiftelse af nye selskaber kan ske enten ved indskud af kontanter eller ved indskud af værdier (såkaldt apportindskud).

Når vi stifter selskaber indeholder processen en grundig juridisk vejledning med fokus på, at valg af etableringsform skal ske i overensstemmelse med strategien for virksomhedens udvikling.

Selskabsstiftelse kan ske fra dag til dag, såfremt der ikke er tvivl om indhold og registreringer. Hvis det skal gå hurtigt, forudsættes det, at selskabskapitalen (inkl. omkostninger) indsættes på vores klientkonto, så de er tilgængelige for os senest på dagen for stiftelsen.

Dette indeholder en selskabsstiftelse:

- Stiftelsesmøde til drøftelse af selskabsform, selskabsstruktur, direktørkontrakt, ansættelsesforhold
- Stiftende generalforsamling
- Stiftelsesdokument
- Vedtægter
- Ejerbøger
- Registrering af stiftelsen hos Erhvervsstyrelsen
- Gennemgang af sammenskrevet Resumé fra Erhvervsstyrelsen samt fremsendelse til stifter og revisor

NB: Selskabets revisor foretager registreringer hos SKAT vedr. moms, A-skat m.v.


Omstrukturering
Dynamiske virksomheder er i konstant udvikling. Derfor er der igennem en virksomheds liv ofte behov for at lave omstruktureringer, så virksomhedens opbygning afspejler forventningen til udviklingen. Ved hjælp af fusion, spaltning, likvidation eller aktie- og anpartsoverdragelser er der næsten uendelige muligheder for at opfylde virksomhedens ønsker.

I praksis er der ét væsentligt problem, der blokerer for en række konstruktive tiltag – nemlig beskatning. Derfor er det nødvendigt at forberede ændringer i god tid. Med kvalificerede ansøgninger til SKAT kan det ofte lade sig gøre at få tilladelse til at foretage ændringer og omstruktureringer uden skattemæssige konsekvenser.

Med ansøgning om bindende svar fra SKAT kan man endvidere få svar på de skattemæssige konsekvenser af påtænkte eller allerede gennemførte dispositioner. 


Selskabsregistreringer
Ændringer af vedtægter, ledelse og en række andre registreringer skal ske ved registrering hos Erhvervsstyrelsen. Vi laver online registreringer – hurtigt og effektivt!

Online-registreringer kræver at vi er i besiddelse af selskabets vedtægter i elektronisk form og at vi i tilfælde af ledelsesændringer modtager de indtrædende personers cpr.nr.


Omdannelse af personlig virksomhed eller I/S
Personligt drevne virksomheder og interessentskaber kan ofte med fordel omdannes til et aktie- eller anpartsselskab. Dette er begrundet i ønsket om begrænset ansvar og hæftelse, i skattemæssige hensyn eller i behovet for øget fleksibilitet, f.eks. i forbindelse med partneroptagelse eller generationsskifte.

Omdannelse af virksomheder kan ske enten skattepligtigt eller skattefrit, idet det i en række tilfælde kan betale sig at ansøge om en skattefri virksomhedsomdannelse, der betyder, at værdistigningen af virksomheden ikke beskattes hos indehaveren, fordi skatten indefryses i den nye virksomhed. Valget mellem de to muligheder sker i samråd med virksomhedens revisor, da det afhænger af en række forskellige forhold - herunder indtjening, udvikling og forventninger til fremtiden.


Virksomhedsoverdragelse
Køb og salg af virksomheder indeholder to væsentlig parametre: Pris og vilkår!

I handel med virksomheder er der tale om meget komplekse forhold, hvor der aldrig er facitlister. Køber og sælger har oftest helt forskelligt perspektiv på handelen, hvor valget af den rigtige aftalepart ikke altid er helt enkelt. 

Vi tilbyder ekspertbistand i processen, hvor  vigtige og vanskelige beslutninger skal træffes, f.eks.

- Analyse af prisfaktorer
- Strategisk rådgivning og salgsmodning
- Forhandling af vilkår
- Håndtering af ansatte
- Due dilligence
- Udarbejdelse af købekontrakter

Herefter begynder implementeringen af succes’en – en fase der skal tages meget alvorligt. Vi bistår med outsourcing af SelskabsService, PersonalePakken og i øvrigt med den daglige dialog med ledelse og ejere.


Bestyrelse, og strategisk ledelse
Valg af sparringspartnere til en professionel bestyrelse er en vanskelig opgave. Vi tager vores ansvar alvorligt og har besluttet, at vi kun kan bidrage med værdifuld ekspertise, såfremt vi har den nødvendige indsigt i virksomheden. Derfor vil vores deltagelse i en bestyrelse eller et advisory board altid være baseret på en konkret aftalt variation af SelskabsService. Som bidrag til den strategiske ledelse tilbyder vi desuden deltagelse i virksomhedens uformelle advisory board.

Haribo Lakrids A/S

”I forbindelse med medarbejdervalg til bestyrelsen i Haribo Lakrids A/S har vi i mange år benyttet ELVERDAM ADVOKATER. Det er en kompliceret proces, når flere hundrede medarbejdere skal afgive stemmer. Det kræver struktur og indgående kendskab til virksomhedens forhold, for at lykkes optimalt.”
Klaus Christensen
Direktør

Haribo



ELVERDAM ADVOKATER A/S | TLF 70 60 60 60 | Faxe - Haslev - Brøndby |